| Del dine filer på netværk Du kan dele mapper på din pc med andre brugere i dit netværk, du behøver ikke at købe en server eller en NAS enhed for at dele dine dokumenter i virksomheden. Sådan gør du Har du et fungerende netværk, kan du dele din data med de øvrige, som er en del af samme arbejdsgruppe. Først skal du indstille dit netværk på værtscomputeren. Start -> Kontrolpanel -> Netværksforbindelser markerer din Netværksforbindelse. I menuen Filer -> Egenskaber skal du sikre dig at Fil- og udskriftsdeling til Microsoft-Netværk er aktiveret. Derefter kan du i Stifinder / Denne computer angive om du vil dele en given mappe. Delingen sker ved at markere den mappe du vil dele med andre. Hvis du klikker med den højre museknap på mappen får du mulighed for at vælge Deling. Du skal så i dialogboksen for mappens egenskaber vælge Deling og sikkerhed, og derefter angive navnet på den delte mappe. Windows foreslår selv et navn baseret på mappens navn på din computer. Med Tilladelser eller Sikkerhed har du nu mulighed for at give tilladelse til brugere eller grupper af brugere. Her vil der være lidt forskellige muligheder alt efter om du er på et PEER to PEER netværk eller et Client Server netværk, ligesom der også er forskel på om filsystemet er af typen NTFS eller FAT. Du skal nu definere, hvad der skal være adgang til i den delte mappe. Du kan begrænse adgangen for hver enkelt bruger eller gruppe af brugere til fx kun at omfatte læsning. Det vil således ikke være muligt for en bruger at slette noget i din mappe. Opnå adgang til en delt mappe på en anden pc i dit netværk. De pc’er som skal have adgang til en delt mappe skal være medlemmer af samme arbejdsgruppe, som den pc der deler sin mappe med andre. Det letteste er at oprette forbindelsen til mappen så den kommer til at optræder som et netværksdrev. I Stifinder / Denne Computer finder du mappen Netværkssteder -> Hele Netværket -> Microsoft Windows-Netværk -> Din arbejdsgruppe - >Værtscomputeren. Marker mappen, højreklik og vælg ”Opret forbindelse til et netværksdrev..” Angiv hvilket drevbogstav drevet skal have, her kan det være en fordel at vælge et af de sidste bogstaver i alfabetet for ikke at komme i konflikt med fx en Flash ram kortlæser, digitalt kamera eller USB memory stick. Du kan også afgøre om drevet automatisk skal tilsluttes næste gang du tænder din pc, men hvis værtscomputeren ikke er tændt vil du blive mødt af en fejlmeddelelse, da der ikke kan opnås adgang til netværksdrevet. Tip Alternativ til at lade computeren automatisk genoprette adgangen til netværksdrevet ved opstart, kan du oprette en genvej til netværksdrevet på dit Skrivebord. Det gør du ved at ”trække” netværksdrevet fra din Stifinder / Denne computer til dit skrivebord. |