Forside

Finansiering af generationsskiftet

Finansieringen af generationsskiftet er en proces, der allerede begynder inden virksomheden overdrages til et familiemedlem eller udbydes til salg.

En række forhold må forinden bringes på plads. Det drejer sig om mulighed for udlodning af udbytte, hvorved virksomheden slankes, ændring af sikkerhedsstillelser over for kreditinstitutioner, spaltning som tidligere beskrevet. Her påhviler der en række problemstillinger for sælger at løse.

Tilbage til start

Familie eller ekstern
Der er ofte betydelig forskel på finansieringen i generationsskifter inden for familien og til andre købere. Inden for familien præges den valgte finansiering ofte af et samspil mellem behovet for midler til skatter og afgifter, pension og ligedeling mellem børn, der ikke overtager virksomheden, men den altovervejende problemstilling må være en tilrettelæggelse af finansieringen, der sikrer virksomhedens overlevelse på både kort og langt sigt.

Finansieringen fremskaffes typisk ved udlån fra ejeren til den eller de børn, der overtager virksomheden, men også gaveelementer indgår ofte.

Ved finansiering af generationsskifter uden for familien er det vigtigt at få slanket virksomheden uden, at det går ud over overlevelsesmuligheden.

Det er en generel antagelse, at des mindre købesummen er, des flere købere til virksomheden vil der alt andet lige være til virksomheden.

Kontantsalg
Normalt ønsker en virksomhedsejer at opnå et så højt kontant provenu som muligt. Det er dog altid væsentligt at vurdere, hvor meget rentebærende gæld virksomheden fremtidigt vil kunne bære set i relation til den fremtidige indtjening.

Det er langt fra altid muligt at opnå en kontant betaling af hele købesummen - ikke mindst, når man er vidende om, hvor svært, det er at foretage en opsparing til køb af egen virksomhed i dagens Danmark med rekordbeskatning.

Sælger medvirker
Derfor ses i stadigt flere tilfælde medvirken fra virksomhedsejeren ved finansieringen med tilgodehavende i virksomheden for at sikre driftsfinansieringen eller som medinvestor i en periode med forkøbsret til de resterende ejerandele for køber, lån til køb af aktier eller anparter mod sikkerhed i disse og forskellige kombinationer med en såkaldt earn-out, hvor købesummen erlægges ud fra den solgte virksomheds realisation af de avancer, som virksomhedsejeren har stillet i udsigt ved salget.

Købers penge
For den øvrige købesum må køber tilvejebringe egenkapital, optage lån eventuelt mod kautioner, optage medinvestorer eventuelt i købers holdingselskab eller ved direkte investering i det købte selskab. En af mulighederne for løsning af finansieringen ved gennemførelse af et generationsskifte er Vækstkaution.
Mere om denne statslige ordning kan læses på Vækstfondens hjemmeside www.vaekstfonden.dk.

Blandt medinvestorerne kan nævnes:

  • Ventureselskaber
  • Mezzaninkapital
  • Udviklingsselskaber
  • Business angels (se mere på www.dban.dk)
  • Pensionskasser
  • Investeringsselskaber
  • Formuende privatpersoner
  • Strategiske investorer (bestående virksomheder)
  • OTC/Autoriserede markedspladser

Sammensætningen af lånekapital og egenkapital kræver en grundig analyse og vurdering også af hensyn til den finansiering, som virksomhedsejeren eventuelt yder.

Likviditeten til gældsservicering, ejerstrukturen, kapitalomkostningerne, krav til investorernes exit-muligheder, optioner og meget mere må optimeres i en købsmodel.

Nedenstående er opstilles et eksempel for en konkret produktionsvirksomhed, der stod over for et generationsskifte.

  • Virksomheden beskæftiger 50 medarbejdere og har en omsætning på kr. 35 mio. med en indtjening på ca. kr. 4 mio. årligt før skat

  • Udbudsprisen var fastlagt til kr. 27,5 mio. kontant. Forhandlingerne medførte en pris på kr. 25 mio., hvor sælger var indstillet på at beholde 25% af aktierne i en periode på 3-5 år med en option for køber til denne post

  • Desuden førte forhandlingerne til en aftale med sælger om at finansiere det første års overskud efter skat svarende til kr. 3 mio. med løbende tilbagebetalinger i takt med realiserede regnskabsresultater

  • Køber disponerede over en egenkapital på kr. 3 mio. Den resterende del blev bankfinansieret med vækstkaution

Finansieringen af købesummen blev som illustreret nedenfor.


Der findes ingen facitliste for en købsmodel, idet sælgers tillid til køber spiller ind, ligesom finansieringskildernes risikovillighed er afgørende for den konkrete løsning.
- Læs mere om Salgbarhed



Skrevet af virksomhedsmægler Carsten Birk Nielsen, CBN Finance & Consult a.s    

Om artikler og Carsten Brik Nielsen

Væksthus Midtjylland, IT Huset, Åbogade 15, 8200 Århus N og Birk Estate Birk Centerpark 40, 7400 Herning, Tlf.: 70 22 00 76, info@startogvaekst.dk