- Sælger indestår køber for, at årsregnskaberne er retvisende og udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningen, herunder Årsregnskabsloven samt sædvanlig god regnskabsskik.
- Sælger indestår for, at aktiver og passiver er korrekt opgjort, idet det bemærkes, at værdifastsættelsen af Selskabet har taget udgangspunkt i de i årsregnskaberne anførte oplysninger i relation hertil.
- Sælger indestår for, at perioderesultatet pr. overtagelsesdagen er udarbejdet efter samme retningslinier og principper som årsregnskabet.
- Sælger indestår for, at der ikke påhviler Selskabet andre forpligtelser end dem, der fremgår af årsregnskaberne og periodebalancen pr. overtagelsesdagen.
- Sælger indestår for, at Selskabets system- og bilagsdokumentation foreligger behørigt i overensstemmelse med Bogføringsloven og -bekendtgørelsen.
- Sælger indestår for, at Selskabet ikke har stillet andre sikkerheder, indeståelser eller garantier end de, der fremgår af årsregnskaber og balancer.
- Sælger indestår for, at Selskabet ikke er involveret i retssager, voldgiftssager eller sager med offentlige myndigheder, herunder konkurrenceretlige, skatteretlige, miljøretlige eller arbejdsretlige sager, og ej heller har kendskab til forestående retstvister, der kan påvirke Selskabets egenkapital, drift eller de overtagne aktiver.
- Sælger indestår for, at moms, told, skat, kildeskat og andre offentlige afgifter altid har været og fortsat er angivet/selvangivet og betalt rettidigt og korrekt.
- Sælger indestår for eventuelle skattebetalinger for Selskabet i anledning af sambeskatning med øvrige selskaber i koncernen.
- Sælger indestår for, at samtlige de ved forhandlingerne drøftede og gennemgåede forhandler- og agenturaftaler ikke er opsagt, misligholdt eller på anden vis ophørt eller står over for ophør. (Husk i god tid at få gennemgået og opdateret sådanne aftaler).
- Sælger indestår for, at alle rettigheder til produkter tilhører Selskabet, samt at ingen rettigheder i forbindelse med salget af aktierne i Selskabet overdrages.
- Sælger indestår for, at forsikringsdækningen i Selskabet er tilstrækkelig, og at alle betingelser for opretholdelse af forsikringsdækning er opfyldt pr. overtagelsesdagen.
- Sælger indestår for forpligtelser og krav af enhver art mod Selskabet excl. sædvanlige garantisager, der vedrører tiden forud for Overtagelsesdagen, eller har deres oprindelse i Selskabets virksomhed og som ikke fremgår af årsregnskaber og periodebalancer eller i øvrigt skriftligt er oplyst over for Køber, dog med undtagelse af skat af Selskabets resultat og moms.
- Sælger er ikke bekendt med, at der foreligger forhold af væsentlig betydning vedrørende Selskabet, som efter Sælgers bedste skøn ikke er oplyst, og som Sælger må påregne, at Køber har interesse i at blive gjort bekendt med ved købet af Selskabet.
Mange af sådanne sælgerindeståelser er naturlige og sædvanligvis uproblematiske, men det er nyttigt at få gennemgået aftaler om produktionsrettigheder, opdatere agenturaftaler o.s.v. Specielt henledes opmærksomheden på miljøforhold. |