Forside
Forpagte eksisterende virksomhed

Du kan overveje at forpagte en virksomhed. Når det f.eks. drejer sig om restaurationer, er det ret almindeligt, og det kan være et godt alternativ til at komme billigere i gang end ellers.

Forpagtningskontrakt
En forpagtningskontrakt skal bl.a. indeholde en række bestemmelser om

  • din vedligeholdelse af lokaler, inventar og service
  • din pligt til at dokumentere betaling af husleje m.v.
  • virksomhedens aflevering ved forpagtningens ophør
  • forpagtningsafgift
  • evt. forkøbsret til det forpagtede
  • evt. køberet til det forpagtede
  • evt. købepligt til det forpagtede
  • hvorledes uenighed mellem dig og bortforpagteren skal afgøres (Som hovedregel tilrådes her en voldgiftsret, bestående af uvildige fagmænd og en jurist som opmand).
Priser
Forpagtningsafgiften fastsættes ofte som en fast afgift eller en procentafgift af omsætningen. Den ses også som en kombination af en minimumsafgift med et fast beløb og en procentafgift af omsætningen plus den for forretningen gældende husleje m.v.

Du må regne med at skulle stille depositum eller garanti for forpagtningsafgiftens betaling.

Forkøbsret
Du vil ofte kunne få en forkøbsret til det forpagtede, såfremt bortforpagteren i forpagtningsperioden ønsker at sælge det bortforpagtede.

Du kan også aftale med bortforpagteren, at du i forpagtningsperioden har en egentlig ret til at kræve, at hun/han sælger den bortforpagtede virksomhed til dig.

Købskrav
I særlige tilfælde kan bortforpagteren have en interesse i at kunne kræve, at du efter udløbet af forpagtningsperioden skal købe den forpagtede virksomhed, hvis bortforpagteren ønsker det.
Købspris og vilkår kan alene af skattemæssige grunde ikke fastsættes på forhånd. Derfor anbefales det at udskyde disse spørgsmål til afgørelse hos en eller to uvildige fagmænd.


Væksthus Midtjylland, IT Huset, Åbogade 15, 8200 Århus N og Birk Estate Birk Centerpark 40, 7400 Herning, Tlf.: 70 22 00 76, info@startogvaekst.dk